Skovvangaktivisternes traditionelle julearrangement blev afholdt torsdag den 7. december.
Det foregik på den smukke Hestkøbgaard, som ligger på Hestkøb Vænge i Birkerød.
Hestkøbgaard er en gammel bondegaard/herregård, som blev nævnt første gang i 1370, da den blev pantsat til bispen af Roskilde.
Den nuværende hovedbygning er opført i 1902-03 af Grosserer Andreas N. Grut, men bindingsværklængerne stammer fra en genopførelse af gården efter en brand i 1827.
Furesø Golfklub har til huse i bygningen, som i dag er Hestkøbgaard Bistro og Café.
Det var lidt historie. Der var i år tilmeldt 30 Skovvangaktivister til årets sidste arrangement. Tak for det.
Seks deltagere meldte afbud, men 24 deltagere er et flot tal.
Poul tog imod deltagerne i døren til hovedbygningen og viste vej til selskabslokalet, som havde tre runde borde til spisningen og et langbord til generalforsamlingen.
Efter et glas Cava indledte vi med gruppevis snak om aktiviteter til næste år. Bestyrelsen tager forslagene med til deres første møde i starten af 2024.
Karsten gjorde rede for dette års aktiviteter: hvem havde planlagt, hvor og hvor mange deltagere. Applaus til alle planlæggere for godt gennemførte arrangementer.
Der har været pæn tilslutning til især de sidste to arrangementer.
Som tidligere nævnt i indbydelsen bestod middagen af forret, hovedret med efterfølgende kaffe/te og hjemmebagt kage. Drikkevarer købte vi selv i baren. Tak især til Mie, som har stået for meget af planlægningen i forbindelse med arrangementet.
Dejlig mad, hyggelig stemning omkring bordene. Der er jo altid noget at snakke om, når tidligere/gamle kolleger mødes.
En tak til Kenn og Axel for musik til de omdelte julesange, som blev smukt fremført af Skovvangaktivisternes sangkor.
Vi glæder os til at se rigtig mange af jer til næste års aktiviteter.
På vegne af bestyrelsen ønsker Poul jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Billeder Kitty og Poul
Comments